AAU logo

Institut for Kultur og Læring

Teknoantropologisk Laboratorium på AAU hædret med international pris

Teknoantropologisk Laboratorium på AAU hædret med international pris

Teknoantropologisk Laboratorium (TANT-Lab) på Aalborg Universitet modtager den internationale John Ziman-pris for at fremme offentlighedens engagement i videnskab og teknologi.

Af Dorte Larsen, Institut for Kultur og Læring

Forskerne bag Teknoantropologisk Laboratorium (TANT-Lab) på Aalborg Universitet (AAU) modtog 20. august den internationale John Ziman-pris, som gives til et forskningskollektiv, der har fremmet offentlighedens engagement i videnskab og teknologi. Prisen blev uddelt i forbindelse med en international konference, som hvert fjerde år arrangeres af to sammenslutninger for videnskabs- og teknologistudier, nemlig den amerikanske organisation 4S - Society for Social Studies of Science og den europæiske EASST – European Association for the Study of Science and Technology.

- Det er skønt at modtage en pris som denne, idet den er udtryk for en kæmpe anerkendelse for vores arbejde med engageret og computationel humaniora, siger lektor Anders Kristian Munk, leder af laboratoriet, der er en del af Institut for Kultur og Læring på AAU’s campus i København.

ANTROPOLOGI PÅ NYE MÅDER

TANT-Lab blev etableret for fem år siden og er et er et digitalt metodelaboratorium, hvor forskerne bruger en kombination af ’machine learning’ og meget store mængder data til at lave antropologi på nye måder. Da laboratoriet blev oprettet, var den type forskning et sjældent syn, og er det for så vidt stadig.

- Det har ikke altid været lige nemt at overbevise vores fagmiljøer om, at det vi lavede, faktisk stadigvæk var god samfunds- og humanvidenskab. Derfor betyder prisen en hel del for os og for de mange andre laboratorier, der ligesom os har kastet sig over den slags eksperimenter i de seneste år, fortæller Anders Kristian Munk.

FOKUS PÅ ENGAGERET HUMANIORA

Forskerne bag TANT-Lab har forpligtet sig på at arbejde med det, de kalder engageret humaniora. De forsøger dermed at lave alle forskningsprojekter i samarbejde med eksterne samarbejdspartere, der har brug for at få løst en konkret opgave eller udfordring.

- Det praktiske teknologitunge arbejde udliciterer vi ikke til andre. Det er vigtigt for os, at vi som humanister selv har nogle af kompetencerne til at programmere vores egne værktøjer og lave vores egne analyser. Ellers bliver det nogle teknikere, der får lov at bestemme, hvordan vi kommer til at se verden, forklarer Anders Kristian Munk.

TANT-Labs forskere engagerer samarbejdspartnerne i arbejde med at undersøge, hvad man kan – og ikke kan – lære om verden med computere og dataintensive teknikker, og de udvikler praktiske eksempler på, hvad computationel humaniora kan blive til i fremtiden.

Yderligere information

Anders Kristian Munk, lektor og leder af Teknoantropologisk Laboratorium
anderskm@hum.aau.dk
Telefon: 9940 7474

 

FOTO

På billedet ses ph.d.-studerende Mathieu Jacomy, professor Torben Elgaard Jensen, lektor Anders Koed Madsen og lektor Anders Kristian Munk fra Teknoantropologisk Laboratorium. Billedet er taget på konferencestedet Borupgaard i Snekkersten, hvor den danske DASTS-sammenslutning holdt til og sammen deltog i konferencen.
Foto:  Astrid Jespersen

Institut for Kultur og Læring ・ Kroghstræde 3, 9220 Aalborg Øst ・ A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København SV・ Tlf.: 9940 8005 ・E-mail: kultur-laering@hum.aau.dk
 P-NR. Aalborg: 1003403162・ P-NR. København: 1017491810・EAN 5798000420922 ・CVR/VAT-nr.: DK 29102384