Spring til indhold
Forside

Nyhed

AAU-forskere satte SSH på EU’s dagsorden

Lagt online: 09.05.2023

Fem forskere fra Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet har netop været på studietur til Bruxelles for at mødes med repræsentanter for Europa-Kommissionen. Formålet var at profilere Aalborg Universitets humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning og bidrage til udviklingen af EU’s kommende rammeprogram for forskning og innovation.

Nyhed

AAU-forskere satte SSH på EU’s dagsorden

Lagt online: 09.05.2023

Fem forskere fra Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet har netop været på studietur til Bruxelles for at mødes med repræsentanter for Europa-Kommissionen. Formålet var at profilere Aalborg Universitets humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning og bidrage til udviklingen af EU’s kommende rammeprogram for forskning og innovation.

Den 2. maj drog fem forskere fra Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet (SSH), professor Henrik Halkier og adjunkt Jonatan Leer fra Institut for Kultur og Læring, professor Christian Jantzen og lektor Stinne Gunder Strøm Krogager fra Institut for Kommunikation og Psykologi samt adjunkt Kristina Maria Madsen fra AAU Business School på studietur til Bruxelles med det formål at profilere Aalborg Universitets SSH-forskning på europæisk plan. I EU’s nuværende rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe, efterspørges der nemlig i forhold til det tidligere rammeprogram i højere grad specifikt bidrag fra samfundsvidenskab og humaniora, og samtidig lægges der op til at integrere SSH-forskning i flere projekter. Forskerne håber derudover, at de med besøget hos kommissionen kan bidrage til udviklingen af EU’s kommende rammeprogram for forskning og innovation, som træder i kraft i 2028.  

 

Studieturen er en opfølgning på to workshops om hhv. oplevelsesøkonomi og digital læring og inklusion, som jeg arrangerede i efteråret 2022 sammen med AAU’s EU-kontor. Målet er at sætte spørgsmål på dagsordenen, som SSH-forskere på Aalborg Universitet arbejder med – og naturligvis også at få en bedre forståelse for, hvordan tilblivelsen af de store EU-programmer fungerer i praksis.

Professor Henrik Halkier fra forskningsgruppen Tourism, Consumption & Sustainability på Institut for Kultur og Læring.

Etik og aktuel forskning var på programmet
Som led i studieturen mødtes de fem forskere med repræsentanter for Europa-Kommissionen og diskuterede bl.a. perspektiverne for oplevelsesøkonomi i relation til bæredygtighed, teknologi og kreativitet samt EU-Kommissionens arbejde med etik og integritet i forskning. Derudover præsenterede forskerne aktuel forskning inden for fødevarer og forbrug, oplevelsesøkonomi og designtækning samt bidrog med input til udviklingen af EU’s tværgående forskningsprogram om kultur, kreativitet og inkluderende samfund under Horizon Europe.

 

 

Det var en spændende dialog, hvor vi oplevede stor lydhørhed overfor de temaer, vi bragte op, og fik gode ideer til, hvordan vi kan arbejde videre med at skabe et større AAU-aftryk på EU's forskningsprogrammer.

Professor Henrik Halkier fra forskningsgruppen Tourism, Consumption & Sustainability på Institut for Kultur og Læring.

FAKTA

- Studieturen var arrangeret af AAU Bruxelles
- Under besøget mødtes AAU-forskerne med fire repræsentanter for Europa-Kommissionen
-  Læs mere om det nuværende EU-rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe
-  Læs mere om EU’s Cluster 2: Kultur, Kreativitet og Inkluderende Samfund