I den antikke stoicisme blev ’apatheia’ forstået som en aktiv kontrol over og frigørelse fra passionerne, der muliggjorde handlinger, dvs. som et engageret disengagement. Begge disse forståelser af apati er aktive i dag, men vi er ikke nødvendigvis opmærksomme på det. Klimakrisen er fx blevet mødt af – og har fremkaldt – apati i betydningen disengagement. Men den har også ført til genkomst af apati som engageret disengagement, fx i form af rewilding-bevægelsen, der vil lade økosystemer udvikle sig uden menneskelig påvirkning. Den er med andre ord udtryk for et menneskeligt engagement i økosystemerne, der tager form af et disengagement i dem. Eksemplet indikerer, at apati er et komplekst begreb. Med udgangspunkt i en tese om, at litteratur er en privilegeret kilde til en undersøgelse af følelsernes historie, identificerer jeg i bogen Apathy in Scandinavian literature: The paradoxical power of disengagement (2026) fem forskellige former for apati i skandinavisk litteratur fra renæssancen til nu. Det drejer sig om 1. Apati som udholdenhed; 2. Apati som resignation; 3. Apati som afkald; 4. Apati som modstandsform og 5. Strukturel apati.

I dette foredrag diskuterer jeg, hvordan disse apatiformer kommer til udtryk i de tre litteraturhistoriske perioder, jeg arbejder med i bogen – renæssancen, dekadencen og samtiden – repræsenteret ved hhv. Leonora Christinas Jammers Minde (1663-1690’erne), Herman Bangs Stuk (1884) og Siri Ranva Hjelm Jacobsens Havbrevene (2018). Foredraget afsluttes med en diskussion af, hvordan man kan undervise i emnet i gymnasieskolen.

 

v/ Jens Lohfert Jørgensen