Det er 50 år siden, at aborten blev fri i Danmark. Selv om det er en politisk beslutning, som man bryster sig af, er lovgivningen i dag utidssvarende, da kvindesyn og den reproduktive teknologi har ændret sig radikalt siden.
I forskningsprojektet 'Technologies of Death and Dying at the Beginning of Life' har vi, en gruppe forskere, siden 2020 undersøgt, hvordan teknologier anvendes i forbindelse med død tidligt i livet. Et af vores fokusområder har været at afdække, hvordan lovgivningen bliver praktiseret i de regionale abortsamråd.

Vores studier viser, at der både er behov for en revision af lovteksten og den måde kvinder, der skal have abort, bliver mødt i sundhedssystemet.

TEKNOLOGIEN PÅ DET reproduktive område har udviklet sig voldsomt. I Danmark har den påvirket, hvem der får abort og hvorfor. Siden 1970'erne har der været et markant fald i aborter. Det kan bl.a. tilskrives, at der i dag findes flere sikre præventionsformer end tidligere.

Til gengæld opstod der efter 2004, hvor gravide blev tilbudt gratis fosterdiagnostik, en stigning af aborter søgt gennem abortsamrådene. Sammenhængen er ikke naturgiven. I praksis kunne tilbuddet også anvendes, så kommunen var klar med støtte til barn og familie. I dag er langt de fleste samrådsaborter dog begrundet i fostermisdannelser eller genfejl. Ifølge 'Årsberetningen fra Abortankenævnet 2021' blev 803 sager behandlet. Her fik 750 tilladelse, mens 53 fik afslag. Af de tilladelser var 592 begrundet i genfejl eller misdannelser hos fosteret, mens 158 sager skyldes kvindens sociale omstændigheder. Flest afslag - 43 - var blandt de kvinder, der har søgt abort af sociale årsager. I praksis har man altså i dag abortsamråd og abortankenævn for at undgå ca. 50 aborter om året. I vores forskning er det blevet tydeligt, at ansøgninger på baggrund af fosterdiagnostiske fund bliver vurderet gennem en automatiseret sagsgang. Til gengæld er det på ingen måde en automatiseret beslutning for den gravide eller parret at stå i dilemmaet, om graviditeten skal afsluttes eller ej.

Det er uden tvivl en frygtelig situation at befinde sig i. Beslutningen bliver af mange beskrevet som en omsorg for barnet, for at spare det for lidelser. Mange nævner samtidig, at nedskæringer ift. borgere med funktionsnedsættelse har gjort, at de ikke har tillid til, at velfærdsstaten vil sikre barnet og familien et godt liv, hvis de fuldfører graviditeten. Det er typisk læger, parret har snakket med i forbindelse med diagnosen af fosteret.

Læger anvender i deres kommunikation ofte medicinske termer og statistik og beskriver graviditeten som et foster, der er sygt. Herefter møder kvinden eller parret jordemødre, hvis sprog og fokus er et andet. De skal bistå aborten, der foregår som en igangsat fødsel. Jordemødrene trækker på den samme omsorgstilgang, som de i dag anvender ved spædbarnsdød.

Kvinden og parret bliver støttet i at se og røre fosteret, der ofte i den proces bliver til et barn, der sørges over.

Skiftene i forståelse af, om det er et foster eller et barn, er for en del af dem, vi har interviewet, med til at skabe en oplevelse af, at de alene bærer ansvaret for, at barnet er dødt. For mange er omsorgen fra jordemødrene meget meningsgivende, men ikke for alle.

Nogle ville have foretrukket en abort udført kirurgisk, som man tilbyder i England og USA. Gennemgående beskriver de kvinder og mænd, vi har snakket med, at det efter aborten er svært for omgangskredsen at forstå, at en abort kan opleves som at have mistet et barn.

Det kan skabe en følelse af, at de er alene med beslutningen og oplevelsen. I dag, næsten 20 år efter at man indførte det fosterdiagnostiske tilbud i Danmark, findes der da heller ikke megen information for dem, der aborterer ønskebarnet.

IGENNEM ANALYSER af aktindsigt i abortafgørelser og interviews med abortsamråd er det også kommet frem, at den praksis, der anvendes til at vurdere sagerne om kvinder, der får abort af sociale årsager, er omfattende. De skal interviewes, og deres liv bliver kortlagt i ret intime detaljer. Til tider indhentes private informationer, som er spørgsmålet om aborten uvedkommende, f.eks. om den ansøgende kvinde i sin folkeskoletid har udsat andre for mobning.

Det har også vist sig, at gravide piger under 18 ikke bliver betragtet som de børn, de er ifølge Børnekonventionen. Der er sager, hvor Abortsamrådet vurderer dem modne nok til at blive forældre, samtidig med at lovgivningen ikke tilskriver dem retten til selv at søge om at få en abort. For at få tilladelse til abort skal de have deres forældres samtykke.

Hvordan disse kvinder og piger reelt oplever at blive mødt af abortsystemet, og om de oplever det som umyndiggørende, ved vi ikke. Der mangler forskning på området. Uanset hvorfor en kvinde vil have en abort, kan man dog sætte spørgsmålstegn ved, om det er tidssvarende, at de bliver umyndiggjort.

For hvorfor er det et abortsamråd og lovgiver, der skal beslutte, om grunden til at få en abort er gyldig eller ej? Der ligger i denne konstruktion en præmis om, at kvinder ikke er i stand til at tage vare på sig selv og deres krop. I det danske sundhedssystem anerkender vi ellers som grundpræmis, at patienten er ekspert i eget liv. Kvinden er den eneste, der har det fulde overblik over sine livsvilkår og ressourcer, og vi bør derfor også på abortområdet respektere, at kvinder fuldt ud er kompetente til at træffe vanskelige beslutninger.

I hvilken anden sammenhæng sættes mennesker, der er ved deres fulde fem, i en situation, hvor andre tager så grundlæggende beslutninger på deres vegne? Det er i vores optik en umyndiggørelse af kvinder og et indgreb i deres krop, liv og fremtid.

I DEBATTEN I dag er der særligt fokus på abortgrænsen og afskaffelsen af abortsamrådene. Det er ikke nogen let diskussion. Her kommer nemlig en anden teknologisk udvikling i spil: Igennem de senere år er det blevet muligt at redde for tidligt fødte børn ned til under 24. uger.

Det har påvirket manges syn på levedygtighedskriteriet. Omvendt har vi i dag det fosterdiagnostiske tilbud til de gravide. Det inkluderer misdannelsesskanninger i 20. uge, og er der noget galt, er det ikke ualmindeligt, at der kræves flere undersøgelser. Det er derfor, at 22. graviditetsuge kunne være et godt bud på en ny abortgrænse.

Samtidig peger vores forskning på, at der er et behov for en grundig refleksion over, hvordan den teknologiske udvikling påvirker, hvem der får aborter, hvorfor de får aborter, og hvilken omsorg de, der får aborter, modtager.

Her er det vigtigt at lytte til de kvinder og mænd, der har oplevet mødet med sundhedssystemet og abortsamrådene. Ikke mindst vil vi på baggrund af vores forskning opfordre til, at man gentænker, hvordan man udfører aborter, så det kan blive muligt at få kirurgisk abort, og at der udvikles tilbud til alle kvinder og par, der gennemgår aborter, så de får den støtte og behandling, de har brug for både før, under og efter aborten.

Det er uetisk at umyndiggøre kvinder, som det sker i dag gennem abortsamrådssystemet, men det er også uetisk at sætte mennesker i et dilemma ved at tilbyde dem fosterdiagnostik for derefter at lade dem alene med den sorg og skyldfølelse, som en abort efter 12. uge kan medføre.