Nyhed
Forskningsmiljøerne bobler med nye ideer
Lagt online: 04.11.2022

Nyhed
Forskningsmiljøerne bobler med nye ideer
Lagt online: 04.11.2022

Forskningsmiljøerne bobler med nye ideer
Nyhed
Lagt online: 04.11.2022
Nyhed
Lagt online: 04.11.2022
Fakultetsledelsen på SSH har i år valgt at støtte 11 såkaldte bobleprojekter – eller opstartsprojekter – der har til formål at skabe nye synergier og stimulere samarbejder på tværs af instituttet. Der er på nuværende tidspunkt fuld gang i de nye projekter, hvoraf de fleste forventes at munde ud i en forskningsansøgning i løbet af det kommende år. På Institut for Kultur og Læring er flere forskere involveret i bobleprojekter; fire af instituttets forskere, lektor Stine Willum Adrian, lektor Astrid Oberborbeck Andersen, lektor Antonia Scholkmann og adjunkt Anne-Birgitte Rohwedder, står således i spidsen for et bobleprojekt, mens yderligere fem forskere er involveret i projekter, som ledes af kollegaer på de øvrige institutter under SSH-fakultetet.
Fokus på samfundsmæssige udfordringer
Temamæssigt beskæftiger de 11 bobleprojekter sig med så forskellige områder som abort, bæredygtighed, digitalisering, uddannelse, sundhed og lovgivning, men de har alle det til fælles, at de adresserer aktuelle samfundsmæssige udfordringer. Det gælder i høj grad også for de projekter, forskere fra Institut for Kultur og Læring er involveret i.
Stine Willum Adrian fra Center for Anvendt Filosofi (CAF) og lektor Bolette Blaagaard fra Institut for Kommunikation og Psykologi beskæftiger sig således i projektet "Abort i Rigsfællesskabet Danmark" med mediefremstillingen af kvinder, der får abort, og den rolle forholdet til Danmark spiller i abortdebatten i Grønland og på Færøerne. I den forbindelse har forskerne gennemført feltarbejde i Grønland og på Færøerne og har skabt netværk med kollegaer, som de håber at kunne samarbejde med i fremtidige projekter.
Astrid Oberborbeck Andersen fra TANTlab - forskningsgruppen for teknoantropologi har i samarbejde med lektor Jes Lynning Harfeld fra CAF, videnskabelig assistent Andreas Thyrsted Laursen fra TANTlab - forskningsgruppen for teknoantropologi og lektor Tia G.B. Hansen fra Institut for Kommunikation og Psykologi fokus rettet mod den digitale antropocæne tidsalder i projektet "Biosociality and more-than- human relations in the Digital Anthropocene". I den forbindelse undersøger de begreber/fænomener, der historisk set har været afgørende i studiet og beskrivelsen af menneskets liv som intelligens, handlefrihed/adfærd og følelser/påvirkning, og hvordan de disse begreber omformes af to store fænomener, der markerer vores tid: menneskeskabte miljøændringer og omfattende digitalisering af funktioner og viden. Forskerne afholder som led i projektet bl.a. en åben seminarierække hen over efteråret.
Antonia Scholkmann fra Center for Uddannelsesforskning (CfU) arbejder sammen med lektor Jin Hui Li ligeledes fra CfU samt lektor Maria Sofie Simonsen fra Institut for Politik og Samfund og kollegaer på Lunds Universitet i Sverige og Nordic Institute for Studies in Innovation, Research and Education i Norge på projektet "Social Sciences and Humanities - Past, Present and (possible) Futures". De gennemfører i den forbindelse en dybdegående analyse af samfundsvidenskab og humanioras rolle i de videregående uddannelsessystemer i tre nordiske lande med et historisk og uddannelsespolitisk perspektiv.
Anne-Birgitte Rohwedder fra forskningsgruppen Capacity Building and Evaluation (CaBE) arbejder sammen med ph.d.-stipendiat Britta Møller og lektor Anja Thomassen ligeledes fra CaBE samt lektor Charlotte Wegener fra Institut for Kommunikation og Psykologi som led i projektet ”Capacity Building og læringspraksis i ældreplejen" med at afdække, hvilken viden der er brug for i forhold til at kvalificere omsorgspraksis og SOSU-medarbejdere. Projektet gennemføres i tæt samarbejde med eksterne samarbejdspartnere fra Randers Kommune, Aarhus Kommune, SOSU Østjylland og Randers Social -og Sundhedsskole. Som led i projektet har forskerne bl.a. gennemført fokusgruppeinterviews med frontlinjemedarbejdere i ældreplejen og en workshop med de eksterne samarbejdspartnere.
Adjunkt Jonathan Leer og lektor Martin Trandberg Jensen fra forskningsgruppen Turisme, Forbrug og Bæredygtighed er en del af projektet "Unges bæredygtige forbrug i en digital hverdag" sammen med lektor Stinne Gunder Strøm Krogager, lektor Malene Charlotte Larsen og videnskabelig assistent Benedikte Henny Grundahl Strøm fra Institut for Kommunikation og Psykologi. De ønsker med projektet at undersøge, hvor grænsen mellem holdning og algoritme i det digitale univers går, hvordan algoritmer påvirker menneskers valg, relationer og kommunikationsformer, og hvad det betyder for unges til- og fravalg af en bæredygtig livsstil. Projektgruppen har netop afholdt den første workshop, hvor lektor Stine Liv Johansen fra Aarhus Universitet holdt oplæg om unge i den digitale tidsalder, mens Malene Charlotte Larsen satte fokus på algoritmers indflydelse på digitale fællesskaber.
Lektor Anne Grethe Julius Pedersen fra forskningsgruppen Democracy, Migration and Society (DEMOS) har sammen med lektor Anders Horsbøl, adjunkt Pernille V. K. Andersen og videnskabelig assistent Frederikke B. S. Høyer fra Institut for Kommunikation og Psykologi fokus på vidensdeling som led i den grønne omstilling i projektet "Deling, forhandling og dannelse af viden i den grønne energiomstilling". Skal den grønne omstilling lykkes er det nemlig vigtigt med nytænkende samarbejde på tværs af professioner, sektorer og fagligheder, ligesom det er afgørende at inddrage brugere og borgeres hverdagsviden. Der mangler imidlertid viden om, hvilke kommunikative processer der er produktive for, at forskellige vidensformer bringes sammen for at skabe ny viden og fælles løsninger. Projektet vil derfor undersøge betydningen af vidensformer, vidensdeling og vidensforhandling i den lokale grønne energiomstilling samt belyse, hvilken vidensdannelse der opstår i interaktionen mellem forskellige vidensformer.
Lektor Jørn Sønderholm (CAF) og adjunkt Jens Damgaard Thaysen fra CAF deltager sammen med lektor Troels Fage Hedegaard fra Institut for Politik og Samfund i projektet Can liberal democracies solve climate change.
Fakta
- Fakultetsledelsen modtog 20 ansøgninger til bobleprojekter og valgte at støtte 11 projekter
- Det har været et krav for at modtage støtte, at forskere fra mindst to institutter var involveret i projektet
- I alt er der bevilget 1.8 mio. kr. til realisering af projekterne
- Der kommer en opsamling på aktiviteterne i 1. kvartal 2023
- Læs om den første workshop i projektet om unges bæredygtige forbrug i en digital hverdag
- Læs om projektet Biosociality and more-than-human relations in the Digital Anthropocene
Læs om projektet Social Sciences and Humanities - Past, Present and (possible) Futures
- Læs mere om bobleprojekterne