Af Alice Damgaard Sprotte, Kommunikation og Public Affairs

Geske Marie Skot-Hansen arbejder som billedkunstlærer og specialpædagog i Kunstnerhuset Karavana i Aarhus.  For Geske betød masterstudiet, at hun fik et nyt blik på, hvordan de mennesker, hun arbejder med til dagligt, bliver motiveret, lærer og udvikler sig.

Karavana er et dagaktivitetscenter med socialt og kreativt fællesskab for voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Hver dag fyldes huset af 30 mennesker, der maler, tegner, danser, arbejder med keramik og teater – og som udvikler sig gennem de sociale og kreative aktiviteter. Karavana indgår i Aarhus Kommunes arbejde med at styrke borgerinddragelse i udarbejdelsen af §141-handleplaner.

Kunstværk eller handleplan?

”Den her har Maria lavet. Her har hun tegnet sig selv, som laver nogle bevægelsesmønstre inde i salen,” fortæller Geske Marie Skot-Hansen i videoen, der præsenterer arbejdet med handleplanerne.

Tegningen er et af mange farvestrålende selvportrætter, der hænger på Karavana, men det er også en handleplan. For på Karavana er de begyndt at gribe handleplaner an på en helt anden måde. Handleplaner er en nødvendig del af Geskes arbejde som specialpædagog. Dem bruger Geske og kollegaerne mange timer på at udarbejde.

Førhen var handleplanen ofte et dokument på en computer. Geske og kollegaerne oplevede, at Maria og de andre havde rigtig svært ved at huske deres egne handleplaner – og nogle var slet ikke klar over, at de havde en handleplan. Der var ganske enkelt for lidt læring og udvikling.

For Geske begyndte det med specialet på masteruddannelsen, hvor hun arbejdede med ”Styrket borgerinddragelse i udarbejdelse af borgernes §141-handleplaner.” Siden da er læringen i specialet blevet en del af den pædagogiske praksis på Karavana. Det er blevet noget, som de synes er rigtigt spændende og sjovt på Karavana, og som rent faktisk har et pædagogisk udbytte der har medvirket til øget livsmestring for borgerne.

Lærer at udtrykke egne ønsker

Maria med den farvestrålende handleplan er en del af teatergruppen. Her har hun øvet sig i at stå foran et publikum, at stå i scenelys og arbejde med krop og bevægelse, og hun har udviklet sin egen bevægelsesserie. Hun har også lært at spise sundere, fordi det er godt for kroppen, når hun bevæger sig.

Maria vil også arbejde med ler. Det har hun illustreret på en anden tegning, som hun havde med til sit sidste møde med sagsbehandleren. Maria og de andre på Karavana tager deres tegninger, den visuelle handleplan, med til møder med myndigheder og deres sagsbehandler. Tegningerne hjælper dem med at huske og fremlægge deres egne ønsker, og det udvikler deres sprog. Som Maria udtrykker det: ”Jeg vil være modig og stå selv.”

Geske og kollegaerne kan se, at flere på Karavana har udviklet sig. De er blevet modigere i at stille sig op og fortælle: Det her er det, jeg gerne vil. For Geske viser det, at hendes videreuddannelse har båret frugt:

”Det var meget lærerigt for mig personligt at gå på masteruddannelsen. Men det har også betydet meget for hele min arbejdsplads. Vi fik alle sammen inspiration til at gribe handleplanerne an på en helt ny måde. Det betyder, at både det sociale fællesskab og kreativitet er blevet en naturlig del af vores pædagogiske praksis og arbejdet med handleplanerne,” afslutter hun.