Oversættelse i nordisk lyrik

Louis Kelly anfører i The True Interpreter. A History of Translation Theory and Practice in the West (1979): “Western Europe owes its civilisation to translators”. At oversættelse spiller en markant rolle, står centralt i talrige af dette netværks seminarer og publikationer, og en af netværkets antologier fra 2009 blev endda navngivet: Nordisk lyriktrafik. I Nordisk lyriktrafik blev det diskuteret, hvordan store internationale digtere som Baudelaire, Eliot, Pound, Trakl, Rilke og Ginsberg, og avantgardebevægelser som futurisme, ekspressionisme og surrealisme havde sat deres præg på nordisk lyrik, men også hvordan vigtige nordiske digtere som Södergran, Hauge, Tranströmer, Ström og Rifbjerg har bevæget sig over landegrænser i Norden i kraft af oversættelser, digteriske valgslægtskaber og litteraturkritiske behandlinger. Men hvilke forfatterskaber har specielt interageret med hinanden, og hvordan er dette foregået og med hvilken effekt inden for en fælles nordisk poetisk offentlighed? Hvilke poeter fra de store lande (USA, Frankrig, Tyskland, UK etc.) har specielt influeret nordisk digtning, og hvorfor? Og hvilke lande har der været mindre indflydelse fra, og hvorfor?

Her kan vi se på den litterære oversættelses betydning. En vigtig skelnen i oversættelsesteorien opridser Lawrence Venuti i The Translators Invisibility (2012), når han taler om henholdsvis domesticering og fremmedgørelse. Ved domesticering tilpasses teksten målkulturen og renses for træk, der virker fremmede i den kultur og det sprog, den oversættes til, mens den fremmedgørende tendens fremhæver kilde- eller oprindelseskulturens særlige karakteristika. Venuti påpeger især den ”vold”, der gør sig gældende inden for den domesticerende oversættelsestendens, hvor politiske, sociale og kulturelle magtstrukturer gennem oversættelser forvrænger tekster. I stedet skal oversætteren have det, Venuti kalder ”simpatico”, hvorved han forstår, at oversætteren aflytter et værk dets særlige tone og overfører denne til sin gendigtning. Venuti er her på linje med Walter Benjamins ”Der Aufgabe der Uberzetung” (1923), hvor Benjamin anfører, at den ”rigtige oversætter” af et værk er i stand til at identificere en særlig ”essens” eller intentionel kerne i værket - og vække denne til live som et ekko i sin oversættelse.

Hvilke oversættelser af ikke-nordisk lyrik har været særlig vigtige i nordisk lyrik? Hvilke digtere og værker er blevet oversat internt mellem de nordiske sprog, og hvorfor netop disse?  Og hvorfor er nogle oversættelser bedre end andre? Hvad er det for en symbolisme, konkretisme eller konceptualisme, der oversættes til de nordiske sprog? Og hvilke nordiske digtere korresponderer med oversættelserne af Rimbaud, Mallamé, George, Yeats, Akhmatova, Pessoa, Mandelstam, Char, Lorca, Brecht, Ponge, Eliot, Heaney, Celan, Neruda, Sachs, Bly, O’Hara, Plath og Goldsmith? Hvordan bærer disse oversættelser præg af den kontekst (kilde- som målkultur), som de er lavet i? Og hvilke oversættelser er gode og mindre gode og hvorfor? Hvorfor kommer der i det nye årtusinde oversættelser på de nordiske sprog fra Korea, Japan, Kina, Iran, Indien, Palæstina, Afrika, Vestindien? Hvilken betydning har teorier om postkolonialisme og verdenslitteratur for forståelsen af en global poesi og den nordiske lyriks position i denne? Hvilke nordiske digtere er blevet oversat til andre sprog? Hvordan er disse oversættelser, og hvorfor netop disse digtere?

Litteratur

Benjamin, Walter: “Die Aufgabe des Übersetzers” (1923). Berlin: Impressum 2023. https://www.textlog.de/benjamin/baudelaire/tableaux-parisiens/aufgabe-des-uebersetzers.

Friis, Elisabeth m.f. (red.): ”Bøjer hen mod en fremmed lighed. Om oversættelse.” in: KRITIK 210. 2014.

Ramazani, Jahan (ed.).: The Cambridge Companion to Postcolonial Poetry. Cambridge and New York: Cambridge Univ. Press, 2017.

Ramazani, Jahan. Poetry in a Global Age. Chicago and London: Univ. of Chicago Press, 2020.

Thomsen, Mads Rosendahl (red.): Verdenslitterær kritik og teori. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2008.

Venuti, Lawrence:  The Translators Invisibility, A history of Translation (1995). Routledge 2017.