Spring til indhold
Forside

Nyhed

Studerende skal få flere unge til at stemme ved kommunalvalget i Aalborg

Aalborgs yngste vælgere er de sværeste at få til stemmeurnerne. Studerende på Aalborg Universitet har undersøgt problemet og præsenteret forslag til løsninger for kommunen.

Nyhed

Studerende skal få flere unge til at stemme ved kommunalvalget i Aalborg

Aalborgs yngste vælgere er de sværeste at få til stemmeurnerne. Studerende på Aalborg Universitet har undersøgt problemet og præsenteret forslag til løsninger for kommunen.

Af Lucca Szast, AAU Kommunikation & Public Affairs.

Hvordan får man flere unge til at stemme ved kommunalvalget? Det spørgsmål skal studerende på uddannelsen i International Virksomhedskommunikation hjælpe Aalborg Kommune med at besvare.

I Aalborg Kommune var stemmeprocenten ved kommunalvalget i 2021 lavere end landsgennemsnittet, og det var især de unge vælgere, der blev hjemme fra valgstederne. Det fortæller kommunikationschef ved Aalborg Kommune, Kirja Holland Thomsen:

"Det er en særlig udfordring, og det synes vi, at vi har et ansvar overfor," siger hun og uddyber, at undersøgelser viser, at dem, der stemmer i de unge år, stemmer resten af livet.

Derfor har kommunen indgået et samarbejde med Aalborg Universitet. I løbet af foråret har de studerende arbejdet på forslag til tiltag, som skal give unge lyst til at stemme ved valget til november.

Fagligt har de studerende den sidste nye viden, og derudover er de selv målgruppen. Derfor er vi rigtig glade for samarbejdet.

Kirja Holland Thomsen, kommunikationschef ved Aalborg Kommune.

Vil gerne udfordres

I 2021 gennemførte Aalborg Kommune en række kampagner for at få flere unge til at stemme, men effekten var begrænset. Derfor var kommunen spændt på at høre de studerendes forslag:

"Måske er det kommunale sprog lidt for tørt. Det kan sagtens have noget med tonen af gøre," siger Kirja Holland Thomsen.

De studerende har lavet kommunikationsplaner til kommunalvalget som en del af uddannelsen i International Virksomhedskommunikation, hvor de bliver undervist af Sophie Gulstad. 

Hun fortæller, at de studerende fik at vide, at de gerne måtte udfordre kommunen og gå dem lidt på klingen for at ramme den unge målgruppe.

"De studerende har indsamlet data om målgruppen gennem blandt andet interviews. Meget tyder på, at mange unge er et sted i livet, hvor de mangler både viden og interesse for det kommunale. Der er flere ting i dette, som vi kigger på og forsøger at integrere i arbejdet," siger Sophie Gulstad. 

I undervisningen har de studerende blandt andet arbejdet med metoden LEGO Serious Play til at sætte gang i de kreative ideer.

"Det er en metode, hvor vi bruger LEGO til at facilitere kreativ tænkning, problemløsning og kommunikation. De studerende har lavet konstruktioner, der repræsenterer deres ideer, tanker og perspektiver i idegenereringen," siger Sophie Gulstad. 

Samarbejdet kulminerede tidligere på ugen, da de studerende præsenterede deres kommunikationsplaner for blandt andre Kirja Holland Thomsen. Nu har hun taget de studerendes ideer med tilbage til Aalborg Kommune, hvor de kan bruge forslagene i planlægningen af valget til november.

Fakta

Til kommunalvalget i 2021 var stemmeprocenten i Aalborg Kommune 64,6 %

På landsplan var stemmeprocenten 67,2 %

Læs også