I 2016 udgav Vance bogen Hillbilly Elegy, og kort efter blev han forfremmet til en slags talerør for fattige, hvide ”hillbillies” i USA. Hans memoirer er såvel en personlig fortælling om misbrug, vold, fattigdom og at opnå Den Amerikanske Drøm som en kritik af det, han kalder “a culture in crisis”, og Vance portrætterer sine landsfæller som desperate, dovne, racistiske, og ikke mindst (i Vances optik) unødvendigt fornærmede over en basal følelse af forurettethed, der gennemsyrer kulturen. På både højre- og venstrefløjen i USA tog man imod Hillbilly Elegy som en forklaring på Trumps popularitet, og efter valget så mange tilbage på den som en næsten profetisk advarsel om hans sejr.

Vance indskriver sig i velkendt tradition om de amerikanske bjergområder, Appalachia og the Ozarks, og der er ikke meget i nyt i hans repræsentationer af folket og samfundet.  Især Appalachia er blevet brugt som en syndebuk for hele nationens dårligdomme, og i populærkultur, litteratur, nyhederne, reklamer og memes bliver folkene i området portrætteret som nærmest monstrøse sociale tabere.

Regionens egne litterære tekster beskriver et helt andet Appalachia, som sjældent skildres populært. Der er en stor mangfoldighed blandt forfattere fra regionen, og de udforsker mange andre temaer, genrer og problematikker. Selvom de ikke skyr de tunge emner, Vance også nævner, udfolder regionens forfattere – som f.eks. Crystal Wilkinson, Silas House, Marilou Awiakta, bell hooks, David Joy, Gurney Norman, Wilma Dykeman, Lee Smith, Ron Rash, Valerie Nieman, Frank X. Walker og Chris Holbrook – udforskningen af dem med mere sympati og nuance.

I dette oplæg vil jeg undersøge disse modsætninger og problematiske repræsentationer og give et bud på, hvordan emnet kan indtænkes i undervisningsforløb. Jeg vil komme med forslag til tekster og underemner, der kan bidrage med en forståelse af, hvordan regionens litteratur kan læses og forstås, særligt i lyset af det kommende præsidentvalg i USA.